Rejs sikkert på vinterens dykkerferie

Flere og flere danskere vælger at rejse væk i de kolde efterårs- og vintermåneder, og mange sætter kurs mod populære dykkerdestinationer som Rødehavet, Thailand og Filippinerne. Her venter spændende oplevelser under havoverfladen og sol, varme og afslapning. Men hvad skal man huske, når dykning står på listen over aktiviteter på vinterferien?

Danskerne har for alvor fået smag for dykning på vinterdestinationer som fx Sharm el Sheik og Dahab i Rødehavet og fjernere destinationer som Thailands smukke øer, Australiens kyster eller det kæmpe ø-rige på Filippinerne.

Dykning som ferieaktivitet

Nogle danskere vælger impulsivt at krydre deres vinterrejse med et dykkerkursus på feriedestinationen – andre planlægger deres rejse med fokus på dykning i vrag, ved kyster eller særlige rev. I dag er det blevet almindeligt, at dykning er en interesse, som man dyrker på sin ferie. Derfor dykker nogle kun relativt få gange om året og har beskeden rutine, set i forhold til erfarne sportsdykkere.

Hvad skal man huske?

Vælger man at dykke på ferien, skal man forberede sig grundigt og tage stilling til de ting, som er vigtige, når dele af ferien skal foregå under vandet. Det vigtigste når man dykker på sin ferie, er at overholde dykkertabellerne, og at man generelt har et godt helbred. Den type dykkerrelateret sygdom, vi oftest ser hos ferierejsende, er dykkersyge som følge af brud på dykkertabeller eller panikopstigning. Det er utrolig vigtigt at man overholder reglerne for opstigning.

Ved dykning er der altid en risiko for, at man bliver syg af dykkersyge – også selvom man overholder alle regler for dykning. Det skal man være bevidst om, når man rejser ud.

5 gode råd til dykkerferien

1. Dyk aldrig alene. Dyk altid sammen med mindst én anden, og hav en tredje makker på overfladen af vandet. 

2. Få en helbredsundersøgelse inden du tager af sted, fx via en sportsdykkerklub.

3. Husk at orientere dig om alarmnumre og behandlingssteder på din destination inden du rejser. Hvis uheldet er ude, er det altafgørende at vejen til hjælp er så kort som mulig.

4. Rejs altid på dykkerferie med en rejseforsikring i bagagen. Undersøg om dykning er dækket på din rejseforsikring. 

5. Husk at der altid skal gå mindst 24 timer fra dit sidste dyk på ferien, til du flyver hjem.

Kilde: Gouda Rejseforsikring

 

 

Uanset hvor erfaren man er, skal man altid dykke sammen med andre – og samtidig have mindst én makker oppe på havoverfladen. På den måde sikrer man sig, at der er hjælp at hente, hvis uheldet er ude. Som nybegynder er det en god idé at dykke sammen med mere erfarne dykkere. Langt størstedelen af de dykkeruheld Gouda ser på ferier, sker i forbindelse med dykkerens første kursus og umiddelbart efter. Det er absolut i det tidsrum, hvor dykkerne er mest udsat. 

Ved apparatdykning er der altid en lille risiko for, at man kan få dykkersyge – også selvom alle regler og dykkertabeller er overholdt – uanset hvad lokale instruktører eller dykkeledere fortæller. Er man efter dykning i tvivl, kontakt hurtigst muligt dit rejseforsikringsselskab, der har dykkerlæge tilknyttet. Dette skal man være bevidst om, når man rejser ud.

Flyvning efter dykning

Der skal mindst gå 24 timer fra man har taget sit sidste dyk på ferien, til man flyver hjem. Dykker man dybt og med stop undervejs, skal der gå 48 timer fra sidste dyk. Overholder man ikke disse regler, kan man risikere alvorlige problemer på grund af gasoverskud i kroppen, og skal behandles for dykkersyge ved hjemkomsten til Danmark. Så igen: Overhold hviletid inden turen går hjemad til Danmark igen.

Husk rejseforsikring med dækning for dykning

Skal du dykke på ferien, er det vigtigt at have en rejseforsikring der dækker for dykkeruheld med i bagagen. Dykkersygebehandling i udlandet kan nemlig sagtens løbe op i 200.000 – 350.000 DKK. afhængig af omfanget af behandlinger i trykkammer og behov for overflytning fra ulykkesstedet til nærmeste hospital. Uden en rejseforsikring med den rigtige dækning, kan man altså ende med en svimlende hospitalsregning.