Hver fjerde får syge børn på ferien

Op mod hver fjerde forælder har oplevet ødelagte feriedage, lægebesøg eller afbrudte ferier, fordi deres børn blev syge. Det viser en undersøgelse, som TNS Gallup har foretaget for Gjensidige Forsikring og Gouda Rejseforsikring.

Børn stod for 14 % af alle sygdomme eller uheld på ferier

Dårlig mave, ørebetændelse, forkølelse og solforbrændinger. Det er ting, som mange børn må igennem, når familien tager på ferie. Hver fjerde forælder har nemlig oplevet ødelagte feriedage, lægebesøg eller afbrudt ferie, fordi deres børn enten blev syge eller kom ud for uheld. Det viser en ny undersøgelse, som TNS Gallup har lavet for Gjensidige Forsikring og Gouda Rejseforsikring.

Undersøgelsens resultater stemmer overens med opgørelser, der viser, at børn i løbet af 2015 har stået for 14 % af alle sygdomme eller uheld, der anmeldes til Gouda.

Børns sygdom kommer aldrig på gode tidspunkter. Men det er ikke bedre, hvis man netop har sat sig i strandstolen på en velfortjent ferie. Måske endda i et land, hvor man ikke kender sundhedsvæsenet så godt, eller på grund af sprogvanskeligheder har svært ved at tale med lægen. Og i værste tilfælde må man tage tidligt hjem eller forlænge opholdet, hvis sygdommen er alvorlig.

Ingen hjemtransport med det blå kort

Mange almindelige børnesygdomme kan behandles simpelt uden lange hospitalsophold eller lignende. Men nogle sygdomme, som fx mellemørebetændelse, kan have den konsekvens, at børnene typisk ikke får lov at flyve hjem. Det scenarie kan få alvorlige økonomiske konsekvenser for børnefamilier, hvis ikke de har tegnet en rejseforsikring.

Hvis barnet ikke må flyve på grund af sygdom, kan det i tilfælde, hvor man skal flyve, være umuligt at arrangere hjemtransport af familien, og opholdet må forlænges. En rejseforsikring vil i det tilfælde dække udgifterne til ophold og senere hjemtransport. Først når lægen på destinationen, og den medicinske afdeling hos forsikringsselskabet, vurderer, at hjemtransport er forsvarlig, kan familien komme tilbage til Danmark. Denne hjælp får man dog ikke, hvis man blot rejser med det blå kort.